• Business-update: Skibsangreb i Det Røde Hav rammer B&O

    来源: BDK Finans / 09 1月 2024 09:27:06   America/Chicago

    God eftermiddag og velkommen til tirsdagens update her fra Berlingske Business. Vi har været på rundtur i medielandskabet for at give dig overblikket over, hvad der rører sig i økonomien og erhvervslivet denne eftermiddag. Vi starter med nyt fra e-sportens verden. Astralis skifter ud i toppen Den kendte danske e-sportsorganisation Astralis skifter ud i toppen. Efter fire år på posten stopper Anders Hørsholt som administrerende direktør og bliver i stedet associeret medlem af bestyrelsen og ligeledes strategisk rådgiver for direktionen. Det skriver Astralis i en pressemeddelelse. Samtidig går Nikolaj Nyholm fra at være bestyrelsesformand og vender tilbage til posten som administrerende direktør. Nikolaj Nyholm var i sin tid med til at stifte Astralis. Nikolaj Nyholm fremhæver, at e-sport er gået fra at være underholdning til at være lige så meget en ungdomskultur, som det er en holdsport. »Potentialet i Astralis er større, end det nogensinde har været, og jeg glæder mig til sammen med en stærk organisation at drømme stort og realisere nye ambitioner,« siger Nikolaj Nyholm i pressemeddelelsen. B&O forsøger at finde alternativer Den yemenitiske houthi-bevægelses angreb på fragtskibe i Det Røde Hav kommer nu også til at påvirke B&O. Containerskibe sejler en markant omvej syd om Afrika for at undgå konflikten, og udsigten til længere levering tvinger B&O ud i alternativer. Det skriver borsen.dk. Det øger transporttiden til Europa med omkring ti dage, når containerrederierne sejler en lang omvej syd om Afrika i stedet for at bruge Det Røde Hav og Suezkanalen. B&Os kommunikationsdirektør, Jens Gamborg, siger til børsen.dk, at det vil have en betydning for fragtomkostninger og fragttider med den længere sejltur, men at han endnu ikke ved, hvad det præcist vil betyde for virksomheden. Han fremhæver, at B&O ser på alternativer inden for både jernbane og flytransport. Det handler om situationer, hvor B&O ikke har nok produkter på lager. Kæmpe julesalg hos to giganter Julesalget har været meget givtigt hos både Matas og smykkekoncernen Pandora. Det viser børsmeddelelser fra de to selskaber. Tirsdag kom det således frem, at Matas skruer voldsomt op for forventningerne til året efter en rekordhøj omsætning i årets sidste tre måneder. Det skriver borsen.dk. Matas forventer nu at lande en omsætning i spændet 6,65 til 6,75 milliarder kroner mod tidligere 6,4 til 6,6 milliarder kroner. Matas-topchef Gregers Wedell-Wedellsborg siger i en meddelelse, at »julesalget forløb strålende med milepælspræstationer og stærke resultater«. Meddelelsen fik Matas-aktien til at skyde i vejret. Meddelelsen kommer, efter at en tilsvarende positiv besked fra Pandora kom søndag. Finans.dk skriver, at salget hos koncernen er gået så godt i de sidste måneder af 2023, at det har overrasket ledelsen. Fremgangen i salget i fjerde kvartal var på 12 procent, og Pandora fik for første gang et salg på over ti milliarder kroner i et kvartal. Tre uundværlige fra Business A. Ruslands økonomi er braget afsted. Men Putin saver i egen gren Rusland blev en af de overraskende økonomiske vindere i 2023, og pengene fossede ind i den russiske statskasse. Det er krigsmaskinen, der driver væksten. Det er en strategi, der kommer med stadig større omkostninger – og hvor de vestlige lande kan give et afgørende skub. Læs analysen her. B. 2024 er skudt i gang: Her er årets nye elektronik Verdens største messe for forbrugerelektronik er gået i gang på den anden side af jordkloden. Her kæmper producenterne med at få opmærksomhed om de masser af nye produkter, som de har med. Læs historien her. C. Kendte iværksættere skyder sammen penge i at skabe fremtidens mad En ny fond går efter at nå et trecifret millionbeløb, som skal investeres i at udvikle bedre og mere klimavenlig mad med afsæt på Frederiksberg. Det kan blive Danmarks næste milliardindustri. Læs historien her. Tak, fordi du læste med. https://www.berlingske.dk/oekonomi/business-update-skibsangreb-i-det-roede-hav-rammer-bo
分享